Lundehustorvet skrottet af Radikale og Venstre

 Af Jakob Hougaard (A), medlem af Borgerrepræsentationen og Teknik- og Miljøudvalget

 Stod det til de Radikale og Venstre, skal genopretningen af Bellahøj Friluftsscene ikke være en del af næste års budget.  Socialdemokratiet, SF, Ø og DF har ellers afsat over 6 mio. kr., der ikke kun skal gå til at udbedre nedslidning, men også til at lave overdækkede siddepladser og mulighed for at opbevare sceneudstyr. Det har vi gjort, fordi der er et kæmpe potentialet i Bellahøj Friluftsscene som en ramme for mange flere kulturelle arrangementer, og som en attraktion for både de lokale og for hele København. De penge har både Venstre og Radikale dog fjernet i de alternative budgetforslag de netop har lagt frem.

Radikale har derudover skåret pengene til anlæggelse af det nye Lundehustorv væk. Et initiativ der skulle forbedre færdselsmulighederne på torvet samt indbyde borgerne til hænge ud, lave aktiviteter og afholde lokale events. Heldigvis er det ikke hverken Venstre eller de Radikale der kommer til at bestemme, og jeg er glad for, at vi med dette års budget har fået sikret nogle langsigtede, gode projekter til gavn for borgerne omkring Brønshøj og Bispebjerg.